Arbejde i udlandet
Er du vores nye kollega?
I Spies er vi på jagt efter selvstændige, fleksible og servicemindede kolleger til vores udlandsorganisation. Rejselysten er stor, og vi leder efter dem, der vil hjælpe os med at give vores kunder de bedste uger på året - måske er du én af dem? Vi søger normalt flest nye kollegaer henimod sommersæsonen, men vi slår ledige stillinger op året rundt. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!



Læs mere om vores job i udlandet
-
Som guide servicerer du vores gæster på rejsemålet. Når du arbejder som guide, skal du være forberedt på en hektisk hverdag med mange forskellige arbejdsopgaver. Du skal bl.a. byde vores gæster velkommen i lufthavnen, ledsage dem på transferbussen til hotellerne, holde velkomstmøder samt sælge og gennemføre udflugter. En del af jobbet består også af digital service i form af at besvare telefon, sms, mail og chat. Her hjælper vi gæster på kryds og tværs af vores rejsemål som ét stort team. Det er et job, hvor du møder mange forskellige mennesker, løser problemer og træder til med hjælp og vejledning. Med andre ord: et job med personlige udviklingsmuligheder og en god erfaring at skrive på CV’et.
Du arbejder i et team af varierende størrelse med en service manager som daglig leder. Du arbejder normalt 5 dage om ugen, og du skal forvente at planlægges til dag, aften og natarbejde, alle årets dage, i henhold til aftale.
Hvad kræves for at søge?
Du skal have kørekort, erfaring fra service- og/eller rejsebranchen samt gode sprogkundskaber. Du må også meget gerne være vant til at rejse og have set en del af ”vores” verden. Det vigtigste er dog, at du spreder godt humør og er en problemløser, som gerne vil dele dine kundskaber og erfaringer med andre.
Er du interesseret?
Når vi søger guider, publicerer vi de ledige stillinger her på siden. Bliver du godkendt efter vores interviewdag i København, forventer vi, at du kan deltage i vores introduktionsuddannelse. Efter gennemført uddannelse kan du begynde at arbejde i vores udlandsorganisation.
-
Hvis børnene har det godt, så har forældrene det også, og derfor tager vi os ekstra godt af vores yngste gæster. Som børneguide er det din opgave at sørge for, at børnene har en skøn ferie.
Du finder på eventyr sammen med børnene, danser disko i poolen og er med til at fejre Lollo eller Bernies fødselsdag. På vores koncepthoteller har vi børneklubber med Lollo & Bernie, hvor børnene kan deltage i forskellige aktiviteter både med og uden forældre. Vi sørger selvfølgelig også for, at vores gæster i alderen 8-15 år får en sjov og dejlig ferie. Kan du fange børns interesse? Og er du vild med at spille vandpolo, lave seje smykker, spille FIFA eller bare hænge ud med nogle skønne teenagere? Så er det her et perfekt job til dig!
Hvad kræves for at søge?
Du skal have masser af energi og en positiv udstråling samt erfaring fra at arbejde med børn. Det er en fordel, hvis du har været leder for børn inden for f.eks. sport og idræt. Du skal som minimum have en gymnasial uddannelse samt tale og skrive flydende dansk. Du taler engelsk uden problemer, og det er en fordel med andre sprogkundskaber – især i nordiske sprog, da vores gæster kommer fra både Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Er du interesseret?
Når vi søger børneguider, publicerer vi de ledige stillinger her på siden. Bliver du godkendt efter vores interviewdag i København, får du tilbud om at deltage på vores børne- og ungdomskursus, Lollo & Bernie School, før du begynder at arbejde i vores udlandsorganisation.
-
Vil du arbejde med velproducerede børne- og familieshows og bo en periode i udlandet? Det kan du få chancen for, hvis du er en erfaren showartist med en skøn personlighed og brænder for service. På Sunwing Family Resorts har vi vores egne showteams, som underholder både børn og voksne fem dage om ugen. Vi tilbyder en fuldtidsstilling på sæsonbasis, fordelt på en sommer- og vintersæson. Mere information om ansættelse, arbejdsopgaver og produktioner får du ved en eventuel samtale efter godkendt audition.
Hvad kræves for at søge?
Du skal være en erfaren solosanger med en videregående uddannelse eller modsvarende praktisk erfaring. Du er naturligvis vant til flerstemmig sang og er hurtig til at lære koreografi. Vi søger både sopraner, alter, tenorer og basser.
Er du interesseret?
Når vi søger showartister, publicerer vi de ledige stillinger her på siden, men du er velkommen til at uploade din ansøgning når som helst.
Vi afholder auditions om foråret og efteråret. Alle vores showartister lærer de forskellige shows på vores show-skoler i udlandet.
Du finder os også på Facebook Sunwing Show & Entertainment, hvor vi holder dig opdateret om, hvornår vi søger artister, afholder auditions og andet. Klik gerne ind og like vores side.
-
Mange af vores gæster ser ferien som en tid til både at slappe af og holde formen ved lige. På vores egne hoteller, Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels, tilbyder vi i samarbejde med SATS et bredt udvalg af holdtræning som f.eks. power step, core, yoga, crosstræning og vandgymnastik samt forskellig træning for børn og unge. Hos os kombinerer du din rolle som instruktør med et arbejde inden for salg og service på hotellet eller som børne- og ungdomsguide. I hotellernes spaafdelinger tilbyder vi en bred vifte af behandlinger – fra klassisk pedicure til kropsmassage. Vi bruger altid kvalitetsprodukter fra Maria Åkerberg.
Hvad kræves for at søge?
Du skal være uddannet/autoriseret holdinstruktør, og det er en fordel, hvis du har erfaring med mange forskellige former for holdtræning. Vi du arbejde som hud-, spa- eller massageterapeut, skal du have en relevant, afsluttet uddannelse inden for faget. Derudover skal du brænde for at yde service af høj kvalitet. Vi arbejder med service i alt, hvad vi gør, og derfor er det vigtigt, at du har en oprigtig interesse i at give god service.
Er du interesseret?Når vi søger personale til vores fitness- og spaafdeling, publicerer vi de ledige stillinger her på siden. Finder vi din ansøgning interessent, bliver du indbudt til næste trin i rekrutteringsprocessen, som varierer alt efter, hvilken stilling du søger.
-
Mad og drikke er en lige så vigtig del af ferieoplevelsen som sol og varme. På Sunwing Family Resorts kan vores gæster vælge mellem tre forskellige restaurantkoncepter: familierestauranterne Kitchen & Grill, elegante Fino Restaurant & Grill og buffetrestauranterne, hvor alle tilkøbte måltider og temamiddage serveres.
Hvad kræves for at søge?
Du skal være udadvendt, serviceminded og trives med at arbejde i et højt tempo. Det er også vigtigt, at du er i stand til at arbejde intensivt i stærk varme. Du skal have mindst et års erfaring fra a la carte-servering eller buffet. Derudover skal du tale flydende dansk samt beherske engelsk. Har du andre sprogkundskaber, er det en fordel – især et af de nordiske sprog.
Du bliver ansat af hotellet på rejsemålet og er underlagt den lokale overenskomst og øvrige lokale vilkår. Du arbejder seks dage om ugen med skemalagt arbejdstid (delte vagter forekommer). Dine kollegaer vil være både lokale og skandinaviske, og gæsterne er fra alle nordiske lande.Er du interesseret?
Når vi søger restaurationspersonale, publicerer vi de ledige stillinger her på siden. Bliver du godkendt på interviewdagen i København, får du tilbudt arbejde i vores udlandsorganisation.





#workatving #workatspies #workattjareborg
Følg vores personale i udlandet på Instagram
Our People Promise
-
It should be fun, developing and rewarding doing a good job
Connect med os!
Nordic Leisure Travel Group
Nordic Leisure Travel Group sælger rejser fra Danmark, Sverige, Norge og Finland. I gruppen indgår rejsearrangørerne Spies, Ving Sverige, Ving Norge, Globetrotter, Tjäreborg, flyselskabet Sunclass Airlines samt hotelvirksomheden Hotels & Resorts, hvor vores egne hotelkæder, Sunwing Family Resorts, Ocean Beach Club og Sunprime Hotels indgår. Gruppen sælger omkring 1.325.000 rejser årligt i de nordiske lande.